Gaverne er til dig!

Rockmuseet fylder 10 år

Den 29. april er det præcis ti år siden, Rockmuseet crashede festen på Rabalderstræde i Roskilde. Et årti er fløjet forbi med fodpedalen i bund og volumen på max. Derfor inviterer det statsanerkendte museum til 10-års fødselsdag med musik, historier og fri entré hele dagen.
DATO
29. april 2026
STED
THE ROCK MUSEUM
BILLETPRIS
FREE
Der bliver nok råbt et hurra eller ti – anledningen er der i hvert fald, når Rockmuseet den 29. april kan sætte lys i kagen til sin første runde fødselsdag. Ti år er gået, siden gæsterne væltede hegnet og indtog den prisbelønnede og ikoniske, gyldne kube for enden af den lange røde løber på Rabalderstræde i Roskilde-bydelen Musicon.

Rockmuseet inviterer i den anledning alle til 10-års fødselsdagsfejring. Billetmaskinen tager en fridag, så der er fri entré hele dagen til at cruise rundt i udstillingerne, slå sig løs i krearummet eller udleve sin indre Thomas Helmig eller Medina til fællessang i foyeren.

Quote mark
Rockmuseet er jo stadig et af de nyeste danske museer. Vi er forklædt som voksne, men ungdommelige og rebelske med rigtig mange gode år foran os. Hvem ved, hvad det kan blive til, når vi bliver teenagere?
Morten Thomsen Højsgaard, museumsdirektør

Borgmester Tomas Breddam fra Roskilde vil stå for åbningstalen på dagen, inden et ordentligt rykind af skoleklasser indleder en lidt alternativ skoledag med et festligt besøg på Rockmuseet. Når dagen er skudt i gang, fortsætter festen med fri adgang for alle og 10 procent rabat i museumsbutikken, frem til musikken slukker kl. 20.

SOUNDTRACK TIL DANSKERNES LIV

Hvert år går mere end 70.000 mennesker ind og ud ad dørene på Rockmuseet, der formidler populærmusikkens historie og dermed soundtracket til millioner af danskeres liv.

På bare ti år har Rockmuseet samlet godt 3.000 særlige genstande, der repræsenterer rockens og poppens kulturarv i Danmark.

Rockmuseet har omfattende permanente udstillinger, der suppleres af skiftende særudstillinger, som gennem årene har handlet om alt fra Gasolin’, Kashmir og Beatles over Roskilde Festivals historie til ligestilling i dansk musikliv, unges musik og fankultur.

Quote mark
Det var tiltrængt, da Danmark for 10 år siden fik sit eget museum for hele landets populærmusikalske kulturarv. Borgerne har kvitteret for nyskabelsen ved at besøge os flittigt. Så nu glæder vi os over at kunne fejre fødselsdagen sammen med vores publikum og alle vores mange venner. Vi fejrer ikke kun et jubilæum, men det fællesskab og den musik, der har formet flere generationer. Rockmuseet er stadig ungt, nysgerrigt og rebelsk. De næste ti år bliver endnu vildere. Tak til alle, der har gjort Rockmuseet levende hver eneste dag.
Morten Thomsen Højsgaard, museumsdirektør

H.K.H Kronprins Frederik trykkede på den store, røde knap ved invielsen af det nye museum den 29. april 2016. Danmark havde fået et spektakulært museum for pop, rock og ungdomskultur, og den statsanerkendte museumsorganisation ROMU kunne byde et strålende, nyt familiemedlem velkommen til verden

Du behøver ikke kunne stå på hænder for at være med, når Rockmuseet fejre 10 års fødselsdag den 29. april. Bare mød op! Den runde fødselsdag fejres med fri entré og en række spændende oplevelser i guldfirkanten på Rabalderstræde.