EN VISUEL PÅMINDELSE
Det er de to fotografer Merle Mejlby og Christina Jensen /chris1million, som har fået idéen og skabt 50/50 med hjælp fra bl.a. makeupartist Stephanie Asi Brix og musikjournalist Tanja Toubro Brinks.
“Vi håber, at projektet kan være en visuel reminder om at holde fokus på kønsbalancen. Vi vil gerne appellere til, at de, der sidder på magten, tør tage ansvaret på sig, anerkender egne bias og gør noget ved det. Samtidig vil vi med projektet gerne give yngre generationer nogle stærke rollemodeller at spejle sig i,” forklarer Merle Mejlby og Christina Jensen.
Den appel vækker genklang på det kulturhistoriske museum med guldfacaden:
”På Rockmuseet arbejder vi hver eneste dag med at udvælge fortællinger om fortiden og beslutte, hvad der er værd at samle og bevare til fremtiden. Så vi har – ligesom spillestederne, festivalerne og radiostationerne – et stort ansvar for, hvordan vi griber vores opgave an,” siger Isabella Fuglø.
”50/50 skal derfor ikke alene sætte tanker i gang hos museumsgæsterne og skubbe på en udvikling uden for museet. Den er lige så meget en vigtig daglig påmindelse for os selv.”
Det er vel at mærke ikke en påmindelse, som bare popper op den 8. marts for at forsvinde igen med det samme. Portrætserien kan nemlig opleves på Rockmuseet hele resten af 2023..