Manageren Poul Bruun kom i 1971 til pladeselskabet CBS Records. Han gav gasserne et tilbud, de ikke kunne afslå: En kontrakt på fem år. Til gengæld skulle de synge på dansk, og det førte til uenighed i bandet.
I det ene hjørne stod Franz, der foretrak engelsk. Han var inspireret af Jimi Hendrix og mente at rock ’n’ roll var en amerikansk genre, der ikke kunne oversættes. I det andet hjørne stod Kim, der var inspireret af folkemusik og godt kunne se et potentiale i det danske.
Bruun måtte skære igennem og det blev på dansk efter meget ballade og drama i bandet. I mellemtiden var Bjørn smuttet og nu manglede bandet en trommeslager. Det blev Søren der fik fornøjelsen.
Nu var gasserne klar til at indspille deres første LP, der fik navnet Gas 1. De fik hjælp til teksterne af Mogens Mogensen, der var en tidligere sømand og senere selverklæret vicevært fra Sofiegården. Mogensen fulgte bandet i mange år og var medforfatter på mange af de store hits.
Sangene blev indspillet i København. Bagefter tog lydtekniker Freddy Hansson til London, hvor han fik hjælp af produceren Roy Thomas Baker til at redigere pladen. Baker skulle senere blive bandets faste producer. Gas 1 blev en succes og solgte 10.000 stykker.
Nu var scenen sat. Gasolin’ var klar til at erobre Danmark.