7. juni kl. 14-14:30

POP-UP TALK: LP COVERKUNST – LYDEN AF SYDFYN

Hvordan bliver et albumcover til kulturarv? Oplev en pop-up talk om vores nye udstilling ‘LP Coverkunst – Lyden af Sydfyn’ og hør historierne bag coverkunsten, musikken og de lokale rødder i dansk musikhistorie.
Dato:
7. juni kl. 14-14:30
Sted:
rockmuseets CAFÉ
Type:
TALK
Pris:
GRATIS
Hvad fortæller et LP-cover egentlig om musikken – og om stedet, musikken kommer fra?

I forbindelse med vores nye caféudstilling og vinylmarkedet i Hal 7 inviterer vi til en pop-up talk om vores nye udstilling LP Coverkunst – Lyden af Sydfyn. Her dykker vi ned i historierne bag de ikoniske covers, de visuelle udtryk og den musikalske kulturarv, der har sat Sydfyn på det musikalske landkort.

Vores museumsinspektør Rasmus Rosenørn modererer en samtale med udstillingens kuratorer og skabere, Henning Harder og Rune Myhre. Sammen undersøger de, hvordan albumcovers ikke blot afspejler musikken, men også er med til at forme identitet, æstetik og musikalske retninger.

For alle plader har en historie.
Og nogle af de største fortællinger begynder lokalt.

Fra psykedeliske 60’er-covers og politiske 70’er-udtryk til hiphoppens graffitiæstetik og sydfynske musikmiljøer handler udstillingen også om rødder, fællesskab og den særlige energi, der kan opstå ét sted – og sætte spor langt ud over lokalområdet.

Hvor og hvornår:
7. juni kl. 14.00
Pop-up talken er gratis og foregår i Rockmuseets café.

Kom og oplev fortællingerne bag udstillingen, coverkunsten og de lokale rødder, der blev til dansk kulturarv.

FAQ

Vi ved, at oplevelsen starter, når du tager hjemmefra. Derfor har vi samlet de spørgsmål, vi oftest får i forbindelse med vores arrangementer her. Så håber vi, at tonerne er slået an til en fantastisk oplevelse.

Rockmuseet ligger i Roskildes bydel, Musicon, ca. 25 minutter i tog fra København.

Gåturen fra stationen tager 15 minutter ad Musiconstien. Alternativt kan du tage bus 202A fra stationen. Du kan bruge Rejseplanen til at planlægge din rejse med offentlig transport.

Roskilde Station har regelmæssige forbindelser til København, Københavns Lufthavn og resten af Danmark.

Rockmuseet ligger i Roskildes bydel, Musicon, ca. 30 minutters kørsel fra København og et stenkast fra motorvejsafkørslen “12, Roskilde S”. Herfra er det nemt at køre til p-huset på Indfaldet 4, 4000 Roskilde.

Musicon er en bydel i konstant udvikling. Derfor ændrer parkeringsforholdene sig ind i mellem i takt med, at nye arealer bebygges. Du kan holde dig opdateret på parkeringsforhold og regler i området her.

Parkering i max 2 timer
Korte parkeringer kan ske langs sidevejene centralt på Musicon. Nogle steder kun i en halv time, andre steder op til 2 timer. Husk at stille p-skiven. Du kan ikke forlænge parkeringen ud over de to timer.

Bemærk, at bilen skal holde inden for afmærkede båse.

Parkering i mere end 2 timer
Skal du være i Musicon-bydelen i længere tid end 2 timer, kan du parkere i parkeringshuset på adressen Indfaldet 4.

I tidsrummet kl. 8-18 (8-14) kræver det registrering på app eller i automat, og parkering i længere tid end 2 timer koster penge.

Man-fre kl. 16.30 – 8.00 + hele lørdag/ søndag kan du også parkere på den sydligste del af BECs p-plads nærmest Lydmuren med indkørsel fra Bifaldet. Dette kræver ingen registrering eller betaling.

Rockmuseets café holder åbent i tidsrummet 11.00-16.00.
Køkkenet lukker kl. 15.00

Såfremt du er kørestolsbruger, og/eller skal have en ledsager med, kontakt os gerne inden, så vi kan sikre den bedste oplevelse for dig.

Ledsagere med ledsagerkort deltager gratis.

Kontakt os

Vi har garderobe til overtøj og skabe til tasker. Vores garderobe er faktisk lidt en oplevelse i sig selv… helt gratis!

Vi holder åbnet i butikken under arrangementet