Med fotoportrætter af Stine Bramsen, Annika Aakjær, Lis Sørensen, Rebecca Lou, Lydmor og en lang stribe andre danske musikere satte Rockmuseet fokus på den skæve kønsbalance i den danske musikbranche. Det er fotograferne chris1million og Merle Mejlby der står bag udstillingen.
Sådan lyder det igen og igen, nærmest per refleks, som forklaring på, hvorfor så lille en del af den musik, der spilles på festivaler, til koncerter og på radiokanaler er skabt af andre end mænd.
Men påstanden blev gjort til skamme, når Rockmuset på Kvindernes Internationale Kampdag slog dørene op til portrætudstillingen 50/50.
Med i alt 51 portrætfotos leverede udstillingen et stærkt visuelt bevis på, at der er masser af artister, der ikke er mænd.
”Her i landet har vi talt om ulighed i musikbranchen i flere år efterhånden, men vi er overhovedet ikke – som i overhovedet ikke – færdige med at gøre noget ved den. Den udvikling vil vi rigtig gerne skubbe på, her på Rockmuseet,” siger publikumschef Isabella Fuglø.
”Jeg er vild med ideen bag 50/50, fordi den er så konkret og ligetil. Og jeg elsker den fandenivoldske detalje, at portrætserien består af ikke 50, men netop overskudsagtige 51 portrætter,” bemærker hun.
En visuel påmindelse Det er de to fotografer Merle Mejlby og Christina Jensen /chris1million, som har fået idéen og skabt 50/50 med hjælp fra bl.a. makeupartist Stephanie Asi Brix og musikjournalist Tanja Toubro Brinks.
“Vi håber, at projektet kan være en visuel reminder om at holde fokus på kønsbalancen. Vi vil gerne appellere til, at de, der sidder på magten, tør tage ansvaret på sig, anerkender egne bias og gør noget ved det. Samtidig vil vi med projektet gerne give yngre generationer nogle stærke rollemodeller at spejle sig i,” forklarer Merle Mejlby og Christina Jensen.
Den appel vækker genklang på det kulturhistoriske museum med guldfacaden:
”På Rockmuseet arbejder vi hver eneste dag med at udvælge fortællinger om fortiden og beslutte, hvad der er værd at samle og bevare til fremtiden. Så vi har – ligesom spillestederne, festivalerne og radiostationerne – et stort ansvar for, hvordan vi griber vores opgave an,” siger Isabella Fuglø.
”50/50 skal derfor ikke alene sætte tanker i gang hos museumsgæsterne og skubbe på en udvikling uden for museet. Den er lige så meget en vigtig daglig påmindelse for os selv.”
Det er vel at mærke ikke en påmindelse, som bare popper op den 8. marts for at forsvinde igen med det samme. Portrætserien kunne nemlig opleves på Rockmuseet i 2023.
”De 51 blikke kommer til at betragte os fra væggen hele året ud, så jeg er sikker på, at det kommer til at sætte et aftryk i vores måde at være museum på – også på længere sigt,” konstaterer Isabella Fuglø.
Ud over portrætudstillingen er 50/50 udgivet som bog under samme titel og kan købes i alle landets boghandlere, samt i vores museumsbutik.