Jan Sneum, dansk rockjournalistiks grand old man, er måske mest kendt for sine utallige radioprogrammer, sine rockleksika og sin kolossale viden om musik.
Men han er faktisk også en rigtig god fotograf, og hans evige nysgerrighed bragte ham i berøring med den tidlige danske punkscene, som han dokumenterede med sit kamera. Det er der kommet en samling rigtig gode billeder ud af, som aldrig før er blevet præsenteret på en udstilling.
Dansk punk. I sort og hvid. En serie fotografier fra 1970’ernes punk-scene i Aarhus og København. En scene, der udviklede sig i med- og modspil til punken i England og USA, og en scene, hvor musikere og publikum atter tog ejerskab til rockens grundelementer: ungdommelig energi, stil og attitude. Perioden var præget af en række store, samlende manifestationer i form af mini-festivaler af forskellig karakter, og en række af Jan Sneums fotografier stammer fra to markante begivenheder: en to-dages festival i Huset i Aarhus i november 1978 (senere kendt som ’Pære Punk’ festivalen) samt ’Concert of the Moment’ – et maraton arrangement i Saltlageret i København i november 1979.
Fotoserien rummede fotografier af en række af de navne, der var med til at tegne den første bølge i dansk punk – både ’bag’ og på scenen. Musikerne fra københavnske The Sods er her centrale. Men jyske navne som Jan Jet og Johnny Concrete er naturligvis også portrætteret. For fotografens vedkommende blev glæden ved punkens dynamik ført videre i virket som radiojournalist i DR.