Miniudstilling

LP Coverkunst – Lyden af Sydfyn

På Rockmuseet fortæller vi ikke kun historien om musikken, men også om de billeder, der har været med til at forme den. LP-coveret er en vigtig del af rockens visuelle kultur og giver et unikt indblik i de kunstnere, miljøer og steder, der har sat deres præg på musikken.

Udstillingen er venligst lånt af Svendborg Rockarkiv, Henning H. Harder og Rune Myhre.
Særudstilling
dato
07.06.26-01.09.26
Rockhistorie findes ikke kun i lydsporene, men også på LP-coveret. Det er her, musikken møder det visuelle udtryk, og hvor kunstnere formidler identitet, attitude og tilhørsforhold. Coverne fortæller ikke kun om de plader, de omslutter, men også om de miljøer, mennesker og steder, der har været med til at forme musikken. Derfor er de værdifulde kilder til forståelsen af, hvordan dansk musikliv er blevet skabt – både på og uden for de store scener.

LYDEN AF SYDFYN – PÅ VINYL

Gennem flere årtier har Sydfyn og egnen omkring Svendborg været hjemsted for et frodigt musikalsk liv, som har bidraget til Danmarks musikalske kulturarv. Musikere fra hele landet er blevet draget af roen og de smukke landskaber. De har slået sig ned og er blevet en del af den lokale musikkultur, men de har også bragt de større byers kulturelle strømninger med til Sydfyn. Svendborg blev et centrum for en gensidig kulturudveksling, hvor tilrejsende og lokale musikere har inspireret og beriget hinanden. Dermed har mange lokale musikere også kunnet rejse ud med lyden af Sydfyn i den musikalske rygsæk.

Denne udstilling viser et udvalg af sydfynske LP-covers. For mange af de udvalgte kunstnere har tilknytningen til Sydfyn og Svendborg haft direkte betydning for coverets visuelle udtryk.

Udstillingen kan opleves i Rockmuseets café. Den er venligst lånt af Svendborg Rockarkiv, Henning H Harder og Rune Myhre. Tusind tak.

Fotokredit: Klaus Handsome

Aktuelle

Udstillinger